Indhold

Business regions

På få år har alle landets kommuner valgt at indgå i tværkommunale samarbejder – business regions - for at fremme vækst, jobskabelse og udvikling. Flere steder i samarbejde med regionerne.

De danske business regions er forskellige af størrelse og organisering, men de har flere fælles træk. Dels er det politiske samarbejde og koordinering i fokus, dels er de opstået nedefra for at samle kræfterne om fælles udviklingsindsatser, som kommunerne bedre kan løfte sammen end hver for sig. Dels er de typisk kendetegnet ved at have små sekretariater, hvorfor det arbejde der igangsættes af business regions typisk udføres af kommunerne og andre parter.

Det tværkommunale samarbejde er en driver for vækst og udvikling i hele landet.

Det politiske samarbejde i business regions er en stor styrke, som skaber en ramme for at udvikle fælles politiske prioriteringer og strategiske pejlemærker, der styrker vilkårene for vækst i et tæt tværkommunalt samarbejde.

Organisering i business regions øger koordineringen af kommunernes indsatser på tværs af administrative grænser, da borgmestrene kan sætte en fælles retning for bl.a. erhvervsindsatsen, men også for områder som infrastruktur, turisme og adgang til arbejdskraft, som efterfølgende implementeres i de involverede kommuner.

Samarbejdet i business regions bidrager også til at styrke sammenhængskraften mellem by og land i hele Danmark, idet samarbejdet i høj grad handler om at styrke samarbejdet inden for naturlige arbejdskraftoplande.

KL understøtter kommunernes samarbejde i business regions og ønsker at bidrage til at øge viden om business regions. KL udarbejdede derfor i 2016 publikationen "Sammen om vækst – ni danske business regions" i samarbejde med de danske business regions, der giver et overblik over de danske business regions. Derudover faciliteter KL et business region netværk, hvor ledere fra alle danske business regions mødes mindst to gange årligt.

Annonce




Annonce

Annonce